31. marts 2005: Stor interesse for studietur til Birmingham

100 deltagere har tilmeldt sig ODA-projektets tredje studietur, som går til Birmingham. Den tidligere industrihovedstad er den 7.- 10. april udgangspunkt for besøg til nogle af landets topattraktioner.
 
Det store deltagerantal med repræsentanter fra i alt 32 attraktioner er årsag til, at der på studieturens dag 2 og 3 er lavet to forløb, som foregår samtidigt. Således har deltagerne på forhånd kunnet vælge mellem to programmer. Det ene med fokus på historisk- og kulturbaserede museer, det andet på forlystelses- og naturvidenskabscentre.
Professor John Lennon, Glasgow University vil på førstedagen indlede besøget med en introduktion til attraktioner i England. På de enkelte attraktioner vil oplægsholdere og rundvisere varetage det faglige indhold. Professor Dominique Bouchet, Syddansk Universitet er også med på turens sidste del. Dominique Bouchet forsker i oplevelsesudvikling og er blandt andet ophavsmand til et begrebsapparat og analysemetode til beskrivelse og måling af en oplevelse.

Warwick Castle er målet for studieturens første besøg. Attraktionen, som er en af Storbritanniens mest imponerende middelalderborge, er en del af Tussaud-gruppen og gør blandt andet brug af voksfigurer og storytelling til formidling af små og store dramaer.
  
Vikingecenter i York
På dag 2 har lidt over halvdelen af gruppen valgt at tage til det verdensberømte vikingecenter Jorvik Viking Centre i York i Nordengland. Her besøges en rekonstrueret vikingekultur, som ikke alene kan ses, men også høres og lugtes. På denne tur er også indlagt besøg på York Dungeon og Richard III Museum. Lokalt netværkssamarbejde om fælles ledelse og administration er tema for turens foredrag.

Chokoladeparadis og rutschebaner
Dag 2 går turen til Cadbury World, hvor chokolade-elskere kan få smagsprøver og opleve kakaobønnens historie. Med lidt over en halv million besøgende blev Cadbury World udnævnt til Storbritanniens bedste børneattraktion i 2004. Besøg til Drayton Manor Theme Park og Alton Towers er også indlagt i programmet.
Shakespeares fødehjem
Hvordan formidler englænderne historien om en af verdens største dramatikere?  Det får deltagerne svar på dag 3 under besøget til Stratford-upon-Avon og de fem museer, som er knyttet til Shakespeare.

Flyvemaskiner, fisk og dampmaskiner
Naturvidenskab er omdrejningspunkt for det andet program på dag 3. Her besøger deltagerne Royal Air Force Museet og Birminghams millennium-seværdighed: Thinktank, som fortæller byens industrielle og teknologiske historie. Dagen inkluderer også besøg i National Sealife Centre, kåret til Storbritanniens bedste akvarium i 2004.

Fodboldkamp og Museum
Birmingham Museum og Art Gallery regnes for et af Englands bedste uden for London og er mål for turens sidste besøg på fjerdedagen, som også er afrejsedag. For de fodboldinteresserede er der mulighed for at overvære kampen mellem Aston Villa og West Brom. Fodbold adskiller sig fra de øvrige attraktioner, men er et godt eksempel på en af oplevelsesøkonomiens topscorere, når det gælder kommercialisering af oplevelsesprodukter.


ODA - Oplevelsesudvikling i Danske Attraktioner c/o Attraktionernes Udviklingsfond