12. august 2005: Stormøde på Bornholm indleder fase 2
Tre dage i september kickstarter ODA-projektets fase 2. Hver dag har sit tema, og teori krydres med praktiske øvelser og besøg i nogle af solskinsøens attraktioner.
Allinge er udgangspunkt for stormødet den 13.-15. september. Temaet på førstedagen er naturformidling, og ODA-deltagerne besøger NaturBornholm. Her sætter ODA fokus på den personlige formidling i både teori og praksis. Blandt andre deltager og coacher Bent Jørgensen, tidligere zoo-direktør i Københavns Zoo.
Aftenprogrammet byder på tre muligheder. Rundvisning og våbendemonstration på Hammershus eller fysiske aktiviteter i form af bl.a. rappelling og bueskydning ved Hammersøen med hjælp fra ActionTour Bornholm. Tredje alternativ er økologisk ferie i Soldalen – et feriekoncept, der henvender sig til især tyske gæster.
Oplev med alle sanser
Dag 2 drejer sig om oplevelsesudvikling. Tre indfaldsvinkler til emnet præsenteres. Peter Billing fortæller i indlægget ”From seeing sigthts to sensing” om, hvordan gæsterne ved brug af alle sanser i langt højere grad bør involveres i oplevelserne. Joachim Christgau præsenterer en arbejdsmodel for, hvordan oplevelser kan anvendes som strategisk brand værktøj. Og i workshops udveksler attraktionerne erfaringer med hinanden i et forsøg på at definere den gode oplevelse.
Om eftermiddagen tager en naturvejleder ODA-deltagerne med på vandretur gennem en af Bornholms smukkeste sprækkedale, Kobbeådalen, og der er rundvisning i Østerlars Rundkirke. Dagen afsluttes med besøg og middelaldermiddag på Bornholms Middelaldercenter.
Den følgende formiddag er helliget gennemgang af indhold i ODA-projektets fase 2. Kursustilbud, stormøder og konferencer præsenteres, og der er gennemgang af indhold og retningslinjer for studieture, implementering m.m.