29. november 2005: Kurser med kerneydelsen i centrum
En nyskabelse i ODA-projektets kursusudbud er oplevelseskurserne i kursusrækken Oplevelsesudvikling og Marketing. Som titlen fortæller, er der fokus på attraktionernes kerneydelse, selve oplevelsestilbudet.
Hele kursuskonceptet er en nyskabelse, der i sin grundide bygger på de tilbagemeldinger ODA-deltagerne gav på kurserne i projektets første fase.
- Vi fik meget positiv respons på kurserne, men et gennemgående ønske var, at der fremover skulle lægges mere vægt på aktiv involvering af kursusdeltagerne, fortæller udviklingschef Jane Hansen, ODA-Sekretariatet. - Og det er naturligvis et ønske, vi hellere end gerne vil imødekomme. Hele grundidéen i ODA-projektet er, at udviklingsarbejdet skal ske i nær tilknytning til attraktionernes praksis. Den nye viden skal være operationel. Derfor er der også sund fornuft i, at kursusdeltagerne ikke bare skal sidde stille og tage imod, men skal være aktive og prøve tingene af, helst på stedet. Det er fuldstændig som med oplevelserne i attraktionerne. De oplevelser, der står stærkest, er dem, hvor man som deltager har været en aktiv part.
To moduler
I ODA’s fase 2 er der udbudt to oplevelseskurser som uafhængige moduler, og de strækker sig hver over 2 1/2 dag. I modul 1 er der fokus på oplevelsens væsen. På modul 2 arbejder deltagerne med oplevelsesproduktion i praksis.
Grundlaget bliver formet på kursets første dag med hovedvægt på teori og gruppeøvelser. Andendagen er reserveret til et antal workshops, hvor deltagerne arbejder med kursusemnet i form af virkelighedstro cases. På kursets sidste halve dag arbejder deltagerne med konkrete planer for implementering af den nye viden i deres egen attraktion. Gennem hele kurset står der naturligvis højt kvalificerede undervisere og konsulenter til rådighed for kursisterne.
De mange tilmeldinger til oplevelseskurserne dokumenterer, at netop disse kurser imødekommer et stort behov i attraktionerne. På modul 2 vil der således være deltagere fra samtlige ODA-attraktioner.