17. januar 2006: På kursus i oplevelser
Det første af i alt to oplevelsesmoduler blev afholdt i København i begyndelsen af december med mere end 60 deltagere.
Modulet havde fokus på attraktionernes kerneydelse og strakte sig over 2 ½ dag. Form og indhold i oplevelseskurset er en nyskabelse i ODA-projektets kursusudbud, og der er i alt planlagt to moduler i fase 2 i kursusrækken ”Oplevelser og marketing”. Ideen er at kombinere teori og praksis og at dele denne viden med en kollega fra samme attraktion.
På førstedagen var hovedvægten lagt på teori og cases. Her deltog 30 personer; kursets gennemgående deltagere. Anden dagen var reserveret til workshops og gruppeøvelser, og på denne dag havde deltagerne mulighed for at tage en kollega med og i gruppeøvelser arbejde videre med kursusemnet. På tredjedagen var den gennemgående kursist atter alene og dagen afsat til at omsætte viden til konkrete aktiviteter i attraktionen.
Den svenske turismeforsker Lena Mossberg var oplægsholder og gennemgående figur på første oplevelsesmodul. Lena har udviklet en grundlæggende model, et oplevelsesunivers, der beskriver oplevelsens kontekst set fra kundens side. Modellen splitter en oplevelse op i en række enkeltdele og beskriver de faktorer, der påvirker kundens oplevelse. Julemarkedet i Tivoli dannede case for Lena Mossbergs teorier. Senere på dagen supplerede professor Dominique Bouchet, Syddansk Universitet med et oplæg om oplevelsesbegrebet og segmentering.
Mange værktøjer
Jørn Duus, Bates indledte kursusmodulets anden dag om branding og storytelling. For Jørn Duus er branding først og fremmest historien om at forenkle. Og at kunne beskrive sin attraktion i 3 - 4 stærke og meningsfyldte ord er en altafgørende øvelse, hvor man skal turde vælge til og fra.
Processen for at nå til attraktionens ”brand essence” er ofte lang og besværlig, men er man først nået dertil, kan den til gengæld både bruges indadtil som leveregel og udadtil i markedsføringsøjemed.
Ask Agger, Zentropa Interaction stod for størstedelen af dagen med et tætpakket og inspirerende program, som han høstede mange roser for. I teori og ved hjælp af mange øvelser præsenterede han en række anvendelige teknikker og metoder til storytelling.