Alle ved alt
I Skandinavisk Dyrepark ved alle alt. Dog ikke om alle og alting, men om dyrene, deres forhold, deres afkom og mage, om åbningstider – alt det, som gæsterne spontant spørger om under et besøg.
Tina Friis er ikke et sekund i tvivl. Implementeringsstøtten faldt på et tørt sted, og dyreparken har fået fuld bonus for hver en krone. Projektet i Skandinavisk Dyrepark gik ud på at lade Århus-firmaet CC Coaching gå hvert hjørne af kulturen igennem. Derudover fik ledelsen personlig coaching, så de var grundig informeret og med på, hvad der skulle og burde ske i hele systemet.
- Mange initiativer er affødt af projektet, men først og fremmest fandt vi ud af, at vi skulle satse på at involvere og informere medarbejderne i langt højere grad end tidligere, fortæller Tina Friis.
- Og i den forgangne sæson har vi kunnet aflæse de konkrete resultater. Samtlige medarbejdere har taget ansvar, de har været motiverede, og alle som en oplever en stærk fællesskabsfølelse. Derudover har vi - også på baggrund af anbefalingerne fra vores samarbejdspartner - besluttet, at alle skal vide alt det, der er relevant for stedet. Uanset om det er den unge pige i kiosken, eller om det er park-guiden - så falder svaret prompte, når gæsterne for eksempel spørger, hvor mange ulve og unger, der bor i parken, hvornår de er født og så videre.
Længere køer
Blandt mange andre tiltag oplever gæsterne nu en længere kø ved indgangen. Og hvorfor mon det, vil man sikkert spørge. Fører køer til succes?
- Ja, svarer Tina Friis uden betænkning. – Tidligere var det vores mål, at folk endelig ikke måtte stå i kø. De skulle hurtigt igennem, have et kort og så videre ud i parken. Nu er den procedure vendt på hovedet. Vi bruger ganske enkelt adskillige minutter på hver ekspedition. Vi tager os den tid, der skal til for at byde ordentlig velkommen, fortælle om de nye dyr, deres unger og så videre.
Responsen var ikke til at tage fejl af. Uagtet kø, så er gæsterne tilfredse og imponerede over den velkomst, de får, når de træder ind i entreen.
Tina Friis og samtlige medarbejdere har lært meget, og der er ikke sat punktum for projektet.
- Nej, vi kører videre. Vi kan se, hvilke resultater det giver, og vi har alle fået det langt bedre med vores arbejde. Søde dyr gør det ikke alene. Det er den totale oplevelse, der tæller.