10. januar 2006: Oplevelsesudvikling - side for side
ODA-projektets anden fase skal blandt andet munde ud i en bog om oplevelsesudviklingens mange aspekter i teori - men først og fremmest i praksis.
Et af de meget ambitiøse – og konkrete mål – for ODA-projektet andens fase er, at indsatsen på kurser, stormøder, workshops, studieture, i erfa-grupper og i det praktiske arbejde i attraktionerne skal munde ud i en bog om oplevelsesudvikling. Side for side skal praktikere og teoretikere afdække begrebet og præsentere metoder til brug for det strategiske og systematiske arbejde med attraktionernes kerneydelse.
Men attraktionerne er jo eksperter, når det handler om oplevelsesudvikling. Hvorfor så skrive og udgive en bog til eksperter om det, de er allerbedst til?
Formidling af en helhed
Én side af sagen er naturligvis, at ODA-projektet har en forpligtelse til at formidle viden og erfaring til andre attraktioner og til turisterhvervet i det hele taget. Her vil en bog om oplevelsesudvikling imødekomme et stort behov – i øvrigt også uden for turismens egne rækker.
En anden ting er, at det er de færreste attraktioner, der har mulighed for selv at komme lige godt ind i alle hjørner af oplevelsesudviklingen. I praksis har nogle attraktioner udviklet sig til eksperter på bestemte områder, mens andre har sat fokus på andre sider af oplevelsesudviklingen.
Idéen med bogen er at se på oplevelsesudvikling som en helhed og at præsentere attraktionernes kunnen og viden i en sammenhæng. Samtidig er det tanken at inddrage relevante forskere, der gennem de seneste år har undersøgt adskillige elementer i den nye økonomi; oplevelsesøkonomien.
Værktøj til hverdagen
Der er nedsat en redaktionsgruppe, der står for tilrettelæggelse og udarbejdelse af bogen. En særlig styregruppe med repræsentanter for en håndfuld attraktioner skal sikre, at det endelige resultat af arbejdet bliver det stykke værktøj i hverdagen, som så mange har brug for.