Skarpere oplevelsesprofil
- I Kattegatcentret har vi selvfølgelig altid vidst, at havet var omdrejningspunktet, men hvordan formidler vi dette altfavnende emne? Oplevelseskurset passede perfekt til den formidlings-proces, vi allerede igangsatte for nogle måneder siden, fortæller Lars Kristensen, Kattegatcentret. Jeg tog fra kurset med rigtig godt input, konkrete værktøjer og en indsigt i, at det gælder om at finde ind til kernen af sit produkt, beskrive den, forædle den, turde stille skarpt og vælge til og fra. Jeg fik især meget ud af Dominique Bouchets og Ask Aggers oplæg. Om græsrodsmarkedsføring og vigtigheden af at brede oplevelsen ud, så den starter allerede en uge inden besøget og varer endnu længere efter.
- Vi har på Kattegatcentret nedsat arbejdsgrupper blandt formidlerne og er i gang med at udvikle temauger med fokus på fire emner; sæler, hajer, dykning og kryb og kravl. Disse temaer skal afspejle sig i udstillinger, den personlige formidling, foredrag, events i form af dissektioner m.m. Dette arbejde foregår ud fra en erkendelse af, at oplevelsesudvikling skal ske såvel internt i attraktionen som eksternt i forhold til publikum.
-Også kursusformen var god. Det var dejligt med en god lang dag på anden dagen. Det kræver til gengæld, at kursusholderne formår at fastholde fokus. Ask Agger gjorde det rigtig godt med et meget velstruktureret og gennemarbejdet program, som vekslede mellem teori og praksis. Vi havde kun kort tid til øvelserne, men nok til at se værdien af dem, så vi selv kan arbejde videre med dem hjemme i attraktionen.