22. marts 2006: Attraktionsdag på Naturama i Svendborg
Kundeforståelse og segmentering var i fokus på Attraktionsdagen den 22. marts. ODA og Danske Attraktioner havde i fællesskab tilrettelagt dagens program.
Oplevelsen er i centrum for VisitDenmarks nye model for segmentering af ferieturister i Danmark. Modellen, som er dugfrisk, tager udgangspunkt i gæsternes motiv til at holde ferie i Danmark og opdeler således turisterne på en ny måde i forhold til tidligere opdelinger på baggrund af demografi, geografi m.m.
Den nye model blev præsenteret af Lars Schaldemose og Claudia Andersen, VisitDenmark, og ifølge modellen ser det ganske lyst ud for attraktionerne. Attraktioner indgår i fire ud af de syv Danmarksoplevelser, som VisitDenmark er nået frem til. Dermed har attraktionerne stor indflydelse på ferieturisternes valg af destination. Faktisk drejer det sig om i alt en tredjedel af ferieturisterne, for hvem attraktioner spiller en afgørende rolle for valg af destination.
Jørgen Haller, Jysk Analyse gennemgik kundeanalyser og baggrunden for Grønspættebogen, som kan downloades andetsted på denne hjemmeside. Jørn Duus både underholdt og underviste. Resultatet var et større indblik i, hvorfor det er vigtigt at segmentere, og en understregning af hvor vigtigt det er at kunne sætte sig i gæstens sted. Egne observationer af gæsternes adfærd er i mange tilfælde mindst lige så gode som kundeanalyser.
Ask Agger fra Zentropa Interaction afsluttede dagen med et mini-kursus i storytelling. Han er ikke i tvivl om, at attraktionerne med stor fordel kan gøre brug af dramaturgiens og filmens mange tricks og redskaber.