23. marts 2006: Oprørsk kreativitet og ny inspiration i Barcelona

Barcelona er en rastløs storby, fyldt med gale, kreative og dygtige sjæle. Hvad er derfor mere naturligt end at lade forårets ODA-studietur gå til den catalanske hovedstad.
 
”Barcelona eksperimenterer, sparker til sanserne og flytter grænser.” I ”Turen går til Barceleona” er der ingen grænser for byens oprørske kreativitet. Videre i bogen hedder det, at ”catalanernes særlige evner rauxa (kreativt kaos) og seny (sund fornuft) måske er forklaringen på, at de sjældent på forhånd afskriver et projekt som vanvittigt eller utopisk. Befriende langt fra jantelov og middelmådighed! Catalanerne vil bare fremad, og gang på gang imponerer de verden med deres præstationer - uden at de i øvrigt gider at vente på resten af Spanien.”
 
Scenen er således sat til nogle særdeles inspirerende dage for de 70 deltagere, som har meldt sig til turen den 30. marts -1. april. Ligesom efterårets tur til Berlin er dagprogrammerne tilrettelagt, så deltagerne kan vælge besøgsmål efter ønske. Hver dag er der flere sideløbende programmer, som afsluttes med fællesspisning om aftenen, hvor dagens oplevelser kan falde på plads og udveksles med kolleger.
 
Dag 1 er valgmulighederne i overskrifter: Barcelona på cykel, Gaudis Barcelona, besøg på frilandsmuseet El Poble Espanyol og afslutningsvis flamenco.
 
Dag 2 byder på industrikultur, alternativt kunst i og omkring Barcelona med besøg på blandt andet Joan Miros museum, alternativt besøg i Barcelona Zoo og Akvarium, og alternativ 4 omhandler catalansk kulturhistorie med besøg på maritime museer.
 
Dag 3 byder på tre programmer; en tur i forlystelsesparken Port Aventura, besøg på science center, eller en tur til anderledes attraktioner som f.eks. Fodboldmuseet, et parfume- og et chokolademuseum.
 
Læs hele programmet her
 


ODA - Oplevelsesudvikling i Danske Attraktioner c/o Attraktionernes Udviklingsfond