4. marts 2006: Kreativitet og fire workshops

Et inspirerende indlæg på Danfoss Universe om kreativitet og innovation indledte workshopdagen på oplevelsesmodulets andendag.
 
”Tænk på en udfordring, byg den op i lego og fortæl om den til sidemanden.” Sådan lød en af de øvelser, som Per Kristensen, chef for Business Universe bad alle 120 deltagere om at udføre på kursets andendag, hvor kollegerne til de deltagende attraktionsfolk netop var ankommet til Gråsten.
 
Konferencerummet var stuvende fyldt af attraktionsfolk, der flittigt samlede de små legoklodser og blandt andet erfarede, at vi tænker og opfatter bedst i tre dimensioner.  
 
I sit oplæg tog Per Kristensen udgangspunkt i Medici-effekten, som fremhæver den tværfaglige tænkning og bringer både videnskaber, kunst, leg og læring i spil. Alle mennesker har forudsætninger og barrierer for innovation. Det gælder blot om at finde frem til de faktorer, der skaber de gode idéer og de faktorer, der kvæler dem. Barrierne skal rives ned, folk skal bringes ud af deres normale sammenhæng, og vanetænkning skal suppleres med nye krydsfelter. Ifølge Per Kristensen opnås den bedste form for læring og problemløsning, når abstrakte problemstillinger omsættes til håndgribelige elementer.
 
Eftermiddagens program bød på fire forskellige workshops, som deltagerne på forhånd havde tilmeldt sig.
 
Udstillings- og oplevelsesdesign
Kunst er provokerende og kan om noget sætte sindene i kog. Derfor er kunstens visuelle værktøjer gode at overføre på attraktioner i de tilfælde, hvor attraktionen ønsker involvering og stillingtagen.
Mange shoppingkoncepter har kunstnere som designere og kunst overføres til flere og flere sammenhænge, alt sammen med ønsket om at opnå en særlig effekt.  
 
Kunstner Jette Gejl og proceskonsulent Daniel Astola fortalte om deres konkrete erfaringer med udviklingen af en ny form  for udstilling, et projekt som hedder ”Laksen fra å til hav” i samarbejde med Kattegatcentret, Alexandra Instituttet, NyX-Forum og Aqua Ferskvands Akvarium. De viste en række eksempler på forskellige måder at bruge udstillingsrummet for at opnå en særlig effekt. Det opnås oftest i et modsætningsforhold;  skrøbelighed overfor det robuste, nyt i gammelt eller gammelt i ny,  det ophøjede rum på stolper, det lukkede rum formet som et kloakforløb. Eller et dekonstrueret rum, hvor publikum inddrages i opbygningen. 
 
Jette Gejls og Daniel Astolas oplæg kan downloades senere.
 
Personlig formidling
Ulla Jensen, Rable og Allan Schrøder, MisCon tog på oplevelsesrejse i formidlerens univers. Efter en kort introduktion startede turen, som omfattede involvering, dramatisering, sansning og historiefortælling. Undervejs blev en række teknikker og metoder præsenteret. Hvad virker, og hvad virker ikke, når det gælder lige netop din attraktion.
  
Shopping-oplevelser
Workshoppen blev indledt af et besøg i Danfoss Universes shop. Her er det tilladt at røre ved tingene for at se, hvordan de virker – ligesom i parken. Og her er der lagt vægt på, at udbudet er i overensstemmelse med de oplevelser, som parken byder på. Professor John Lennon fortalte om nye forbrugsmønstre og de konsekvenser, de har for attraktionerne, og der var tur og rundvisning på Papirmuseets By – en forretningskoncept bygget op som gademiljø. 
 
Læs oplæggene på www.odaweb.dk/230 
 
Café & restaurantoplevelser
Erik Nissen Johansen, Stylt Trampoli AB og Lena Mossberg stod for workshoppen, der skulle forene gastronomi og attraktioner i en totaloplevelse. Erik Nissen Johansen har været involveret i mere end 100 restaurant- og 35 hotelkoncepter og fortalte om sine erfaringer og gav gode råd og forslag til, hvordan den enkelte attraktion kan finde den røde tråd og dermed en sammenhæng mellem café- og kerneoplevelsen.
 
 


ODA - Oplevelsesudvikling i Danske Attraktioner c/o Attraktionernes Udviklingsfond