9. februar 2006: ODA-attraktion får turismepris

Direktør Kåre Dyvekær, Sommerland Sjælland modtog den 9. februar Turismens Fællesråds initiativpris på VisitDenmarks temakonference i Kolding.
 
Kåre Dyvekær har de seneste par år arbejdet på at skabe oplevelser ved hjælp af ny teknologi. Med afsæt i kundernes brug af mobiltelefoner har Kåre Dyvekær udviklet helt nye oplevelsestilbud i Sommerland Sjælland, blandt andet en fodermaskine til geder, og en TeleSplash, en interaktiv vandattraktion, der begge aktiveres ved hjælp af gæsternes mobiltelefon.
 
For sine nyskabende interaktive oplevelsestilbud fik Kåre Dyvekær overrakt en af de mest prestigefyldte priser inden for dansk turisme. Initiativprisen består af et diplom og et kontant beløb på 75.000 kr. Prisen blev overrakt på VisitDenmarks temakonference af næstformand for initiativprisen og direktør i Østdansk Turisme Glen Polano, som dels roste Kåre for hans innovative aktiviteter og dels fremhævede hans egenskaber som en god erfaringsudveksler, der ikke er bange for at dele ud af sin viden og gode idéer. Egenskaber, som også kommer udviklingen af destination Odsherred til gode.
 
Mere information om interaktive attraktioner kan fås hos Kåre Dyvekær på emailadressen: kd@sommerlandsj.dk
 
 
 


ODA - Oplevelsesudvikling i Danske Attraktioner c/o Attraktionernes Udviklingsfond