28. april 2006: Aktiv formidling af 300 års vikingetid
Ribe VikingeCenter byder på oplevelser, som involverer gæsterne på forskellige niveauer. Det er op til gæsterne at vælge, hvor aktive og involverede de ønsker at være.
Efter en kort introduktion gik ODA-deltagerne fordelt på tre hold på opdagelse i Ribe VikingeCenter. Centret består af tre rekonstruerede miljøer, som hver fortæller om livet i vikingetiden; på markedspladsen år 720, i Ribe By år 825 og på storgården år 980. I højsæsonen levendegør 100 ’vikinger’ tiden for over 1000 år siden, og det syder af liv, lyde og lugte i de autentiske vikingemiljøer.
ODA-deltagerne legede gamle og opfindsomme vikingelege, som stiller krav til både styrke, balance- og koordineringsevne. På opvisningspladsen fik de en introduktion til bueskydning. På centret er en bue ikke bare en bue, men en personlig ejendel, der ligger mange timers arbejde bag. Alle deltagerne fik lov til at skyde efter ’vildsvin’ med både spyd, bue og pil, og for enkelte lykkedes det at træffe målet. Dernæst fulgte en falkoneropvisning udført af ung kvindelig falkoner, som med både professionalisme og entusiasme talrige gange sendte rovfuglen Freddy i luften for at vise dens færdigheder.
Kravletur gennem Midgårdsormen
Udfordringerne er mange på den tematiserede legeplads, som er bygget op som en slags forhindringsbane over nordisk mytologi. Man vandrer på sten gennem vand fra Asgård til Midgård, hvor Midgårdsormen venter, og man må en tur igennem dens gab, før man kommer videre. Legepladsen er etableret, så den fungerer som fællesoplevelse for både børn og voksne.
Smags- og høresanserne var i særlig fokus under besøgets sidste arrangement, som foregik i storgården. Her blev vikingefrokosten indtaget på trætallerkener og kun med kniv og ske. Hårdkogte og brunmelerede æg med stærk sennep indledte måltidet, der blev fortæret, mens vikinger spillede på gamle instrumenter.
Alle Pine & Gilmore’s fire oplevelsesfelter er repræsenteret i Ribe VikingeCenter, og karakteristisk for centrets oplevelsestilbud er, at det er op til deltagerne selv, i hvor høj grad og i hvilket tempo, man ønsker involvere sig.