ODA-familiedag i Zoo
Odense Zoo inviterer på familiedag
Solen skinnede og stemningen var i top, da ODA-deltagerne og deres familier den 10. september var på udflugt og familiedag i Odense Zoo.
Som kompensation for de mange arbejdstimer, som mange ODA-deltagere har lagt i kurser, studieture, erfagruppemøder, stormøder m.m. inviterede ODA og Odense Zoo i fællesskab ODA-folk og deres familier på familiedag i Odense Zoo. Vejret var i top, stemningen ligeså, og alle nød det grønne frikvarter i Zoos oase en søndag i september.
Programmet bød på skattejagt, tur på Odense Å med guide og rekvisitter, og der var oplæg om havens projekter, bl.a. om samarbejdet med JP Explorer om truede dyr. Børnene blev sminket og et særligt program for dem satte fokus på løver, leoparder og andre store katte.
Både voksne og børn fik lejlighed til at se det nye kæmpeskildpaddeanlæg, som blev indviet i juni, så alt i alt var det en dag, hvor læring og hyggeligt socialt samvær forenedes i et sjovt og indholdsrigt program.