26. september 2006: Stormøde - Kup på ODA-stormødet på Nørrebro

Kup på ODA-stormødet på Nørrebro
 
Meningerne var mange, men der var dog hverken brug for brosten eller demonstrationer. ”Kup” er ganske enkelt forkortelse for det, hele ODA handler om, nemlig KompetenceUdviklingsProces. Den proces tog konsulent Olav Vorup, Hildebrandt og Brandi op til fornyet revision og kom med forslag til et to-årigt implementeringsforløb.
 
Helt grundlæggende er formålet med ODA-projektet at gennemføre en langsigtet kompetenceudviklingsproces, der øger attraktionernes strategiske kompetencer og sikrer udvikling på alle niveauer. Spørgsmålet i dag er, hvordan og med hvilke redskaber den viden, som ODA-deltagerne siden projektets start har erhvervet sig, bedst muligt forankres i attraktionen?
                     
Konsulent Olav Vorup, Hildebrandt og Brandi lægger sammen med ODA op til en tredje fase, der på mange måder minder om interviewrunden i projektets start. Attraktionerne skal give deres bud på deres aktuelle situation, hvor de gerne vil hen, og hvilke handlinger, der kan føre til de ønskede resultater. De gaps, der afdækkes, får ODA til opgave at forsøge at hjælpe med at udfylde.
 
Planen er at iværksætte en behovsanalyse, der strækker sig over resten af 2006 og omfatter to workshops og en del hjemmeopgaver. I den periode skal hver attraktion udarbejde en strategisk og kompetencemæssig selvevaluering, som udmøntes i en behovsanalyse. Behovsanalysen danner grundlag for de sidste 1 ½ års forløb fordelt på både et virksomheds- og et læringsforløb. I forbindelse med virksomhedsforløbet er det tanken at etablere erfagrupper suppleret med eksterne facilitatorer, mens læringsforløb som i de foregående to faser udbydes via eksterne leverandører. En mulighed er også at indarbejde implementeringsstøtten i dette forløb.
                      '
Flere af attraktionslederne opponerede imidlertid mod etablering af nye erfagrupper ud fra et ønske om, at de hver især havde brug for individuel coaching og helt konkrete implementeringsredskaber. Olav Vorup gjorde opmærksom på, at erfagrupper ikke var tænkt som  forum for generering af fælles viden, men som forum hvorfra hver især kunne tage noget med sig hjem, som passede lige netop til den enkeltes attraktion.
 
Læs Olav Vorups oplæg her
 


ODA - Oplevelsesudvikling i Danske Attraktioner c/o Attraktionernes Udviklingsfond