Du er her: Hjem » Nyheder » Nyhedsarkiv » Nyt kursuskatalog

Nyt kursuskatalog

Nyt kursuskatalog: Parat til ODA-Akademiets tredje sæson
 
Nyt kursuskatalog præsenterer en lang række tilbud om efter- og videreuddannelse for ledelse og medarbejdere i attraktionerne. Kendte læringsmetoder følges op af nye i form af en mentorbørs og en stribe netværk inden for forskellige temaer.
 
Omdrejningspunktet i ODA-projektet er kompetenceudvikling, og fra første færd har der været en enorm efterspørgsel på ODA-Akademiets tilbud. Baggrunden er et stort behov for uddannelsestilbud, der er målrettet ledelse og medarbejdere i attraktionerne, og som samtidig giver deltagerne adgang til at styrke kontakter og udveksle erfaringer.
Også i tredje fase byder ODA-Akademiet på kurser, analyser, workshops, studieture, netværksgrupper, stormøder og lærebogsmateriale. Udbudet af undervisningstilbud, der netop er blevet præsenteret i et nyt kursuskatalog, bygger på resultaterne fra en selvevaluering fra efteråret 2006. Her tog attraktionerne blandt stilling til, hvor de ønsker at bevæge sig hen, og hvilke eksisterende og nye kompetencer, der skal lede til de ønskede resultater.
 
Kendte og nye læringsformer    
I tredje fase vil der blive lagt særlig vægt på at forankre den viden, attraktionerne har tilegnet sig i projektets to forudgående faser. Det sker gennem en række læringstilbud i form af kurser, studieture, stormøder, workshops, seminarer og håndbøger, og som noget nyt lancerer ODA-Akademiet en mentorbørs og en række netværkstilbud.
Mentorbørsen fungerer på den måde, at deltagerne kan melde sig som mentor eller mentee ved at udfylde et kortfattet CV. Mentee’s udfylder desuden et spørgeskema om deres forventninger og bevæggrunde for at ønske en mentor.
Arbejdet i netværk vil komme til at foregå dels som erfaringsudveksling på et uformelt plan, dels som en studiekreds, der fastlægger et fælles pensum og inddrager faglitteratur, eksterne oplæg, inspirationsbesøg mv. Til hvert netværk uddannes en netværkspilot, og praktiske opgaver som led i driften af netværket klares af ODA-Sekretariatet. På den måde får deltagerne de bedste betingelser for at få det maksimalt faglige udbytte. I første omgang er der tilrettelagt fem netværksgrupper. Det drejer sig om Trends i Attraktionsbranchen; Forandrings/forankringsledelse; Fagspecialisten som leder; Frivillig arbejdskraft i attraktioner samt Attraktionernes samspil med omverdenen.


ODA - Oplevelsesudvikling i Danske Attraktioner c/o Attraktionernes Udviklingsfond