ODAs tredje kursusmodul med temaet ”Oplevelsesudvikling” gav ny viden og god inspiration. Det er i hvert fald essensen i mange tilbagemeldinger fra deltagerne. I deres vurderinger hæfter de sig især ved, at kurset var meget varierende i sin form og i sit indhold, og der var fokus på såvel teori som praksis.
På kursusmodulet, der foregik i februar i Grenå, fik deltagerne blandt andet svar på, hvordan man får attraktionens gæster til at komme - og komme igen, og hvordan moderne teknologi – især 3D - kan skabe liv og nye former for oplevelser, kommunikation og formidling.
Gode diskussioner
- Førstedagens indlæg og workshops var ganske spændende, men det allerbedste var måske den meget livlige diskussion, som det hele mundede ud i. Den handlede blandt andet om, man skal bruge moderne teknologi, bare fordi det er muligt. Om vi er blevet forblændet af IT? Om man skal gøre brug af moderne teknologi for enhver pris, eller om der er andre formidlingsformer, der er ligeså stærke?
Fagmessen torsdag og fredag gav et godt indblik i, hvor langt man er nået med multimedier og 3D. Variationen mellem oplæg og besøg på de enkelte stande var fin, og jeg fik god kontakt både til de studerende og professionelle 3D-udbydere. I dag er priserne i multimedieverden ikke så utilnærmelige som tidligere, og vi har et par 3D-projekter, som vi gerne vil arbejde videre med.
Ny inspiration
- Dette kursus var anderledes end de andre markedsføringskurser, jeg har deltaget i! Det kan nærmest kaldes et par inspirationsdage, men inspirationen var god - især storytellingen om Ridder Arn var ”kjempefint”!
- Jeg var vist heldig, at jeg havde valgt det indlæg - det med teknikken havde været lige hardcore nok for mig - ifølge min kollega...
- Det var i øvrigt rigtig godt, at jeg som PR-medarbejder denne gang deltog i samme kursus som vores museumsinspektør. Så har vi fået samme in-put og får sikkert også nemmere ved fremover at arbejde ud fra de samme holdninger og idéer.
- Jeg kan godt lide en blanding af teori og konkrete cases. Især blev jeg inspireret af den svenske oplægsholder fra Västergotlands Stadsmuseum, der fortalte om Ridder Arn, riddertid og kulturturisme. Undervejs fik jeg mange gode idéer til, hvordan vi kan udvikle Hjemsted Oldtidspark såvel med hensyn til produktudvikling som markedsføring. Jeg er nyansat og derfor også ny i ODA-regi. Faktisk ærgrer jeg mig meget over, at jeg ikke har været med på de tidligere kurser.
- Kursusmodulet var rigtig godt i sig selv, men den største gevinst for mig var måske at møde folk fra de andre attraktioner og skabe nye netværk. Alle tog godt imod mig, og jeg fik knyttet nogle gode kontakter.
- På fagmessen var det spændende at se, hvad der sker, og hvordan andre agerer i 3D- og multimedieverdenen. Det er måske ikke så relevant for os lige nu, men kan blive det på længere sigt.
- Alt i alt en positiv oplevelse. Jeg var især meget begejstret for oplægget om Ridder Arn. Indlægget om, hvordan følelser styrer vores beslutninger og adfærd, var også ganske spændende, selv om det er stor udfordring for en oplægsholder, som skal formidle vanskeligt stof over for en så erfaren formidlergruppe som vores.
- Walk & Talk-sessionen med fokus på storytelling var lidt uorganiseret, men jeg fik - tilfældigt og helt uden for emnet - en rigtig god kontakt. Aftenens arrangement på Fregatten Jylland var flot og medarbejderne dygtige til at præsentere attraktionen. Også deres måde at håndtere gæsterne på var meget fin.
- På fagmessen kunne jeg godt lide variationen mellem teoretiske indlæg, salgsdemonstrationer og konkrete eksempler fra attraktionerne. Jeg ville gerne høre alle oplæg, men det betød, at der ikke var så megen tid til besøg på standene. Måske skulle der have været indlagt lidt længere pauser mellem indlæggene.
- Helt indledningsvis blev vi bedt om at skrive vore forventninger ned til de tre dage. Det var en god start, som skabte et godt fokus. Også idéen med, at Jane og Mette fra ODA-sekretariatet - omkring et cafébord og ganske uformelt - samlede op efter et indlæg var en rigtig god idé. Det måtte de gerne have gjort efter flere indlæg.
- Kursusindholdet var generelt spændende, men det var formen også. På fagmessen blev vi bombarderet med input. Vi gik fra rum til rum, men det virkede ganske forfriskende at blive rykket ud af sammenhængen både fysisk og mentalt og ad flere omgange. Og så var det utroligt spændende at se og høre om de mange forskellige 3D-muligheder.