Dag 2: Norddjurs kommune bakker op i ord og handling
Havets Hus i Grenå er et samarbejdsprojekt mellem Aarhus Universitet, Kattegatcentret, Norddjurs Kommune og en lang række øvrige interessenter. Målet er at etablere forskningsaktiviteter indenfor det marine område, erhvervsfaciliteter, konferencefaciliteter og scienceudstilling - alt sammen i ét hus.
Direktør Jørgen Møller, Kattegatcentret og projektleder Daniel Astola fortalte om de muligheder, der ligger i at skabe et forsknings-, formidlings-, og erhvervsmiljø, der arbejder sammen, og på hver sin måde skaber resultater, erhvervsudvikling og øget fascination af havet.
For Kattegatcentret giver det mulighed for nye forretningsområder, så attraktionen ikke er så afhængig af besøgstal. For eksempel kan attraktionen sælge teknisk support og catering. Der bliver også et nyt udstillingsområde på 2000 m2.
- Får vi 20 – 30.000 flere gæster, er vi glade, fortæller Jørgen Møller.- Ønsket er også, at vi gør os mindre afhængige af besøgstallet. I dag er omsætningen afhængig af besøgstallet med 86 %, dette tal skal gerne ned på 50 %.
God synergi
Projektleder Daniel Astola supplerede med tal og målsætninger. - Havets hus skal skabe synergi hos de 650 biologistuderende, 150 forskere, en række erhvervsstipendiater og private virksomheder, som forhåbentlig vil være at finde her. På den måde får det erhvervsmæssige område tilført ny viden, og vi foretager et paradigmeskift fra industri og turisme til kultur og oplevelser, hvor forskning, formidling og oplevelser går hånd i hånd. Vi er parate til at udfordre konventionerne og ser gerne mange 3D-forløb og fortolkninger som en del af arkitektur og design.
Politisk opbakning
Borgmester Torben Jensen afsluttede oplægget med en klar forventning om, at Grenå ikke længere er en by, man bare sejler udenom. Havets Hus skal være dynamo for kommunens turisme- og bosætningsstrategi. Den samlede kommunalbestyrelse i Norddjurs Kommune bakker helhjertet op om projektet – ikke bare med store ord, men har også bevilget fem millioner til projektering.