Dag 2: Skibet er ladet med gode sømandshistorier
Fregatten Jylland er et fantastisk træskib – verdens længste, som gennem årene er blevet nænsomt restaureret og iscenesat med voksdukker og tableauer, så man let forestiller sig livet ombord på skibet for ca. 150 år siden. I dag er fregatten omgivet af museumshal, Fregat Café, og et træskibsværft.
Vores guide Mikkel står for rundvisningen og starter med at vise os netop den kanon, som er den eneste, man med sikkerhed ved, har skudt en båd i sænk - en lille svensk båd. Det skete ved en uheld, mens Fregatten lå i havn!
Mikkel fortsætter turen rundt på fregatten og blander gode historier med fakta. - Hver eneste sømand har en masse gode historier, Hans Christian er en af dem, og han sendte få dage efter slaget ved Helgoland i 1864 et brev hjem til sin gravide kæreste Anine. I brevet fortæller han om slagets gang, og om hvordan skibet sejrede over den østrigsk-preussiske flåde.
På denne sene septembereftermiddag 2007 følger vi i Hans Christians fodspor rundt på skibet og hører udpluk af hans personlige historie. Vi hører om Søren T, som får knust sin kæbe, bliver opereret uden narkose og fremover må gå med falsk skæg. Vi hører andre dramatiske historier, som er med til at fortælle om livet for de 440 mænd ombord på Danmarks største dampmaskine. Om mændene der måtte skovle 1 ½ ton kul i timen for at holde gang i den store maskine, om de 110 mænd der skulle til for at lette anker.
Vi går videre til banjerdækket med plads til 200 mænd i køjer, videre til batteridækket med de 30 kanoner og fortællinger om blod og afrevne lemmer. Det var så som så med præcisionsskud. Det tog fire minutter at lade kanonen, og i slaget ved Helgoland skød sømændene i over halvanden time, før de overhovedet begyndte at ramme noget. Hans Christian blev ramt af en granat i den højre balle, og det gik ikke stille af sig.
I kaptajnens salon får vi serveret ægte fregatsnaps inden middagen på banjerdækket, som vi indtager ved langborde. Menuen står på sild, skipperlabskov og godt med snaps. Der er sømandsviser om længslen efter Ebeltoft, og da vi forlader skibet, får vi en flot afskedsalut. Fregattens kanonér affyrer en kanon, og i røg og krudt står vi på kajen i den mørke nat, mens kanontordenen ruller hen over os.
